Skip til primært indhold

DANROAD – genudlevering af ubrugt kræftmedicin

DANROAD har til formål at reducere medicinspild og CO₂-udledning ved at undersøge mulighederne for at genudlevere uåbnet, ubrugt kræftmedicin.

DANROAD logo

DANROAD - Genudlevering af ubrugt kræftmedicin

Hvordan skaber vi en mere bæredygtig og økonomisk ansvarlig brug af dyr kræftmedicin - uden at gå på kompromis med patientsikkerheden? 

Det spørgsmål vil vi gerne besvare i DANROAD, et dansk forskningsprojekt, der undersøger muligheden for at genudlevere ubrugt kræftmedicin i tabletform.

Hvorfor DANROAD?

Hvert år kasseres store mængder ubrugt medicin i Danmark, ofte fordi behandlingen ophører før tid, f.eks. på grund af bivirkninger eller ændringer i patientens sygdomsforløb. En stor del af denne medicin er aldrig åbnet og kunne potentielt bruges igen. Det gælder ikke mindst kræftmedicin i tabletform, som både er dyr og klimabelastende at producere. I 2023 blev der alene på Odense Universitetshospital udleveret over 35.000 pakninger af oral kræftmedicin; svarende til en værdi på mere end 170 millioner kroner. Det vurderes, at op mod 30 % af patienterne ikke gennemfører behandlingen som planlagt, og derfor efterlader ubrugt medicin.

Hvad går projektet ud på?

DANROAD undersøger, om det er muligt - og forsvarligt - at indsamle ubrugt kræftmedicin fra patienter, kvalitetstjekke den, og derefter tilbyde den til andre patienter, som kan bruge den. Projektet baserer sig på erfaringer fra det hollandske ROAD-studie (Redispensing Oral Anticancer Drugs), som viste, at 68 % af indsamlet medicin kunne genanvendes, og at det førte til markante besparelser.

Hvordan fungerer det i praksis?

  1. Patienter, der deltager i DANROAD, får udleveret deres medicin i særlige forseglede poser med temperaturmåler.
  2. Hvis behandlingen afbrydes, returnerer patienten uåbnet medicin under et planlagt hospitalsbesøg.
  3. Personale gennemfører herefter et grundigt kvalitetstjek: Er emballagen intakt? Har medicinen været opbevaret korrekt? Er udløbsdatoen acceptabel?
  4. Godkendt medicin bliver derefter registreret og gjort klar til genudlevering til en ny patient.

Patienterne informeres på forhånd om, at de kan modtage genudleveret medicin - men det vil ikke fremgå, hvilke pakker der er nye, og hvilke der er genudleverede. Kvaliteten er den samme.

Hvad vil vi undersøge?

Projektet har fire overordnede mål:

  • Økonomi: Er det muligt at opnå besparelser, når værdien af genudleveret medicin sammenholdes med udgifter til ekstra logistik, personale og kvalitetskontrol?
  • Miljø: Hvor meget CO₂ kan vi spare ved at undgå unødvendig bortskaffelse og ny-produktion?
  • Sikkerhed og kvalitet: Hvor stor en andel af medicinen kan godkendes til genudlevering, og hvad er årsagerne tik at genudlevering ikke er mulig?
  • Patientperspektiv: Er patienterne trygge ved at modtage genudleveret medicin?

Hvor og hvornår?

DANROAD er et nationalt forskningsprojekt med base hos Center for Forskning i Bæredygtig Medicin ved Farmakologi Odense Universitetshospital (OUH) og Syddansk Universitet (SDU). Projektet starter med et pilotstudie på OUH (afdelingen for kræftsygdomme (onkologi) og afdelingen for blodsygdomme (hæmatologi)) i 2025-2026. Hvis resultaterne viser, at genudlevering er gennemførlig, udvides projektet regionalt og nationalt.

Vi regner med at genudlevere den første medicin i DANROAD efter sommerferien 2025.

Hvem står bag?

DANROAD er et samarbejde mellem:

  • Farmakologi, OUH
  • Sygehusapotek Fyn
  • Syddansk Sundhedsinnovation
  • Syddansk Universitet
  • Klinisk Onkologisk Afdeling, OUH
  • Hæmatologisk Afdeling, OUH


Kontakt

Vil du vide mere om DANROAD, er du interesseret i samarbejde eller formidling er du velkommen til at sende os en mail på nedenstående kontaktoplysninger.

 

 

Kontakt

Billede af Anne S. Thykjær Petersen

Anne S. Thykjær Petersen

Læge, PhD


APPFWU01V